Danske Fragtmænd: Digitale muligheder

 

En digital brochure er omdrejningspunktet i Danske Fragtmænds nye kampagne, der skal trække flere kunder ind på virksomhedens lagerhoteller.

På bordet ligger en flok kokosnødder ved siden af et halvhundrede tomme, klare glasflasker omgivet af breve og postkort. Vi er i Danske Fragtmænds kreative kælder på Tomsagervej i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Her bor firmaets marketing- og kommunikationsafdeling, der er ved at lægge sidste hånd på en kampagne, som skal markedsføre 160.000 m2 lagerplads på de syv lagerhoteller.

Kampagne-konceptet bygger på associationen: hotel – ferie – strand – palmer. Derfor får udvalgte kunder en kasse med kokosnødder og flaskepost med invitation til events på lagerhotellerne og – ikke mindst – en opfordring til at læse mere i kampagnebrochuren, der samler universet på hjemmesiden fragt.dk.

I brochuren er der videoklip, hvor kunder fortæller om deres oplevelser hos Danske Fragtmænd. Her er links til yderlige information om de syv events. Her er interaktive billedgallerier og film, der viser forskellige arbejdsfunktioner på lagerhotellerne. Og endelig er der bag billeder af strand og palmer indlagt lydeffekter, som slår kampagnens tone an.

At kampagnebrochuren aldrig har været tænkt som en fysisk brochure, har givet teamet bag kampagnen andre muligheder for at udnytte formatet.

”For eksempel bruger vi to hele sider på et stort billede af en palmestrand med lyd. Det kan man tillade sig, når det ikke skal trykkes. Effekterne skal dog understøtte universet og bruges med måde. Det kan hurtigt blive for meget, hvis man ukritisk bruger alle de digitale og interaktive funktioner,” siger grafisk designer Nadja Bock, der sammen med kommunikationsmedarbejder Rune Kjær Byriel og marketing- og kommunikationschef Henriette Aagaard står bag idé og produktion af kampagnen.

”Den digitale platform giver os rigtigt mange muligheder. Det er superfedt, at man kan integrere video i brochurerne. Når vi kun udgiver digitalt, kan vi til enhver tid rette i teksterne. Samtidig kan brochuren sendes som en mail med et link,” fortæller Henriette Aagaard.